Europa kan ikke tåle at afkristnes
Ateisme er også en religion – og Sovjet viser, hvad den kan føre til.For nogle år siden, da nobelpristagere var samlet i Stockholm efter festen og havde drøftet deres lærde specialer, rejste lederen spørgsmålet: Hvad vil videnskaben særlig tage op i den kommende tid? -Stor enighed: Hjernen!
Selv om vi ikke kan sige, at vi er gået ind i hjernens tidsalder, er den alligevel blevet en kampplads, hvor der strides om, hvad et menneske er. De fleste har ment, at kærlighed og religion selvfølgelig har sæde i hjertet, men nyere undersøgelser i hjernens fantastiske region antyder, at den foruden alt andet også er hjemsted for religion. Herhjemme har videnskabsjournalisten Lone Frank taget spørgsmålet op. Hun opfatter religion som en sygdom i hjernen, en slags koppervirus, der er uhelbredelig. Hun er ateist – tror ikke på nogen Gud – men er stærk troende på videnskaben og tvivler ikke på, at et menneske er en 100 procent biologisk skabning. Hun har haft det dulgte håb, at hjerneforskning ville fremme ateismen, så Gud ville forsvinde i hjernens 20 milliarder store trådnet, men hun blev skuffet. Efter en samtale med religionsforskeren Justin Barrett, skrev hun forundret:
Dette tilsyneladende kølige fornuftmenneske, der på streng videnskabelig vis dissekerer religionen som naturfænomen, er selv troende, Gud hjælpe mig.
En anden kvindelig forsker, idehistorikeren Malene Busk, hævder, at der tages alt for meget hensyn til religion. Hun foreslår derfor: Man kunne udstyre religiøse bøger med et skilt i sørgerand: Kan medføre afhængighed og et telefonnummer til gratis afvænningskurser!
Ateister omtales allerede i den klassiske oldtid, men de er uden interesse i dag. Der har dog været en særlig forbindelse mellem kristendom og ateisme. De første kristne i Rom blev kaldt ateister, da de ikke ville ofre til kejseren. I Middelalderen var troen på Gud næsten selvfølgelig.
I nyere tid er ateisme ikke sjælden. Fire berømte ateister har haft afgørende betydning. Ludvig Feuerbach: Mennesket er ikke skabt i Guds billede, men Gud er skabt i menneskets billede. Karl Marx proklamerede i 1843-44, at kritikken af religionen i det væsentlige var afsluttet i Tyskland, og at denne kritik nu var forudsætningen for al videre kritik. – Det er samfundet, der frembringer religionen, som er opium for folket. Nietzsche: Gud er død, intet har mening. Hvad er da endnu disse kirker, hvis de ikke er gravhvælvinger og gravmæler for Gud? Sigmund Freud: Religion er en illusion.
Tre nordisk ateister skal nævnes. Nordmanden Arnulf Øverland i 1933: Kristendommen – den 10. landeplage og senere: Mod de tre trosartikler vil jeg opstille tre vantroens artikler: Ingen har skabt verden. Ingen er død for min skyld. Der er intet liv efter døden. Øverland er kendt for det barske digt fra KZ-lejren: Der går en vej til frihed, skorstens-pipen!. Filosofi-professoren Jørgen Jørgensen var den mest kendte danske ateist. I sin filosofi anerkendte han kun det som sandt, som kan efterprøves videnskabeligt og gennem erfaring. Hvad der ikke kan verificeres/ bekræftes ad denne vej, er meningsløst.
I 1949 udsendte professor Ingemar Hedenius, Uppsala, bogen Tro og Viden. Jeg hørte ham året efter i København, hvor interessen var enorm. I sin bog opstiller han tre påstande, som den religiøse må respektere. Jeg nævner dem, selv om de ikke er helt vellykkede: 1. Det religionspsykologiske postulat: For at kunne godtage religiøse forestillinger, må der være noget, der holdes for sandt i samme forstand som videnskabelige forestillinger. 2. Det sprogteoretiske postulat: Påstanden i dogmerne må kunne meddeles også til personer, der ikke er troende. 3. Det logiske postulat: To sandheder kan ikke modsige hinanden. Mod dette kan nævnes Niels Bohrs tanker om det komplementære.
I samtalen med et stort svensk dagblad fik Hedenius spørgsmålet: De er jo professor i praktisk filosofi. Hvilken trøst har De at give til mennesker, som slider med to almen-menneskelige bekymringer – ængstelsen for at blive gammel og frygten for døden? Der blev stille. Så kom svaret: – Ingenting!
Skønt virkelige ateister kun tæller 11, har de været med til at sætte dagsordenen for medierne. Hvorfor i vor tid ? Gennem videnskaben er det derude eller det inde blevet så gådefuldt, at en styrende magt er ved at tegne sin profil ude i horisonten. En årsag til ateismens fomyede pres kunne også være terrorangrebet 11. september 2001 på World Trade Center i New York, som har svækket Vestens styrke. En anden grund nævner Richard Dawkins, biologiprofessor fra Oxford universitet, kaldt ateistemes pave. I en samtale med det tyske ugemagasin Der Spiegel sætter han sit håb til, at den stærke muslimske indvandring og den udbredte uvilje mod islams fundamentalisme har smittet af og gjort Vestens folk mere gudløse. I bogen The God delusion – Selvbedraget Gud – vil han bevise, at Gud næsten med sikkerhed ikke findes. I bogen Gud er ikke stor erklærer forfatteren Chrisopher Hitchens, at religion forgifter alt. Religionen er løbet tør for sin eksistensberettigelse.
En skribent, Iben Thranholm, fortæller om et chokerende møde med Hitchens. Hans vrede og had gjorde det umuligt at diskutere religion med ham på et sagligt plan. Dawkins og Hitchens mener, at både fanatikere og almindelige troende bidrager til at forpeste verden med deres ufornuftige, uvidenskabelige og i bund og grund skadelige fantasier. Forfatteren Sam Harris ser også i Troens Fallit -336 sider, deraf 104 sider noter- de religiøse som en trussel mod menneskeheden. Og han forstærker: Religion er jævnt sagt udtryk for sindssyge.
Hadske angreb med sprogets mest nedsættende gloser rettes mod kristendommen. Hvorfor taler Dawkins og meningsfæller så skingrende? Er det for at døve en indre tvivl? Som der engang skal have stået i en præsts prædikenmanuskript: Hæv stemmen. argumenteringen er svag! Hvis neo-ateisterne troede på deres sag, ville de vel bruge et normalt stemmeleje, så en dialog om et af livets store spørgsmål blev mulig.
Skal angrebene blot lægges til side som noget, man kunne vente af modstandere ? Jeg tror det ikke, meget i kritikken er ikke urigtigt. Kristne må erkende ydmygende skyld for fortidens tortur, heksebrændinger, korstogene og andre blodige ugerninger, som særlig Sam Harris omtaler. Angrebene er som et syrebad, der svider samvittigheden. Ethvert kristent hovmod burde være umuligt. Men Kristus selv er urørt af syrebadet.
Videnskab og gudstro har tit stået skarpt overfor hinanden, især efter Darwins evolutionslære. Den store tyske teolog Rudof Bultmann, kendt fra afmytologiseringen, kunne ikke forbinde tro og videnskab: Man kan ikke have elektrisk lys og radio og tro på undere, var hans påstand.
Men hvorfor hades kristendommen ? En undersøgelse viser, at 75 procent af registrerede religionsforfølgelser verden over rammer kristne, særligt i muslimske lande. 40 kirker i Irak er under krigen blevet ødelagt eller stærkt beskadiget. Det er gådefuldt, når kernen i Mesterens budskab er kærlighed – elske næsten som sig selv. Er det som i skolegården, hvor den blide elev er mest udsat for mobning?
Men trods skældsordene må ateismen respekteres, for den er også en tro. I 1965 stillede Else Merete Ross, radikalt folketingsmedlem, et spørgsmål til justitsministeren, hvor hun hævdede, at ateismen er en religiøs livsopfattelse og overbevisning. Tilhængerne af ateismen burde derfor stilles på linie med folk af anden religiøs observans. Tanken om, at ateismen er en religion, kan synes overraskende, men må tages til efterretning.
I skyttegravene er der ingen ateisme sagde Winston Churchill. Forfatterinden Hanne- Vibeke Holst har omtrent samme tanke: Når man sådan har pistolen for tindingen, begynder tiggeriet: Kære Gud, som jeg ellers ikke tror på, lad mig komme helskindet igennem det her.
Den norske digter Sigurd Hoel, en kulturradikal, der ikke sled kirkebænkene, har givet ateismen et videre perspektiv – alle tegn tyder på, at Europa i dag ikke kan tåle, at afkristnes. Hvor Gud holdes ude af en stat, kommer menneskeguden med diktatur, censur og hvad der er værre. Ateismen har haft to uhyggelige forsøgsmarker i Europa, Rusland under Stalin og Tyskland med Hitler. I Tyskland var gudløshed ikke på Nazipartiets officielle program. Derfor kunne Hitler være fadder ved Gørings datter, Eddas dåb. Udadtil var nazismen heller ikke ateistisk. Allerede i 1933 blev alle ateistiske foreninger forbudt. Hitler påkaldte den Almægtige i sine taler. Til stor glæde for mange, der tog det som et tegn på, at Tyskland var blevet en kristen nation! Men glæden blev kort. Snart begyndte kampen, der gav svære kår for kirken med mange fængslinger. Pastor Martin Niemøller, tidligere ubådschef, sad inde i mange år. Men hårdere blev ateismen forfulgt. Formanden for det Tyske Fritænker Forbund, Max Sievers, blev under 2. Verdenskrig henrettet i Brandenburg. Nazismen var ikke ateistisk i sin teori, men i praksis. Nazismens grobund var afsveden kristenjord. Hitler og hans nærmeste medarbejdere var døbte, men frafaldne katolikker, der havde mistet deres etiske kompas.
Jeg har søgt at være loyal mod Dawkins og andre neo-ateisters bøger, hvor tynde argumenter tilhylles med skældsord. Men Sigurd Hoels stærke advarsel Europa kan ikke tåle at afkristnes tør jeg ikke afvise. Ateismens europæiske udstillingsvinduer i Rusland og Tyskland fortæller, at det kan Europa ikke tåle.
Christian Andersen,
Odense, er pastor emeritus.
